Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1
Mobil menu

Samlet vision

 

Nørhalne skole, børnehave og vuggestue har siden skoleåret 2021/22 arbejdet med at involvere børnene i deres egen læring og trivsel gennem øget og mere kvalificeret dialog mellem de nære professionelle og barnet - her taler vi med børnene

Det er vores holdning, at dem der ved mest om børnenes forståelse, baggrunde for deres handlinger, deres læringsudbytte, hvordan de har det osv. - det er børnene. Mange kender det sikkert fra egen institutions- og skoletid, at omgivelserne gjorde sig en række antagelser foretaget på baggrund af egen forståelse og “synsninger” - uden at involvere barnet. Det ønsker vi at gøre op med. Her taler vi med børnene og er nysgerrige på dem - alt sammen i bestræbelserne på at lave den bedst mulige institutionsdag for børnene og med det børnesyn at børnene gør det godt hvis de kan. 

I vores dialog og samvær med børnene oplever vi, at flere børn har svært ved at håndtere modgang, agere ind i modgang, tro på sig selv og sine evner og generelt være reflekterende i forhold til deres egne handlinger.

De fleste har nok bemærket gennem medierne eller på egen krop, at flere og flere børn slår sig på livet. At det kan være svært at håndtere og imødekomme de udfordringer, livet stiller i institutionerne, foreningerne, hjemme og i livet.  Alt sammen med den konsekvens at flere børn, særligt i udskoling og på ungdomsuddannelser, trives i mindre grad.

Læser man den styrkede pædagogiske læreplan og folkeskolelovens formål er det tydeligt, at vores opgave også er at give børnene kompetencer og færdigheder til at agere ind i ovenstående.

Det ønsker vi fremover at have langt større fokus på - at give børnene kompetencer til at håndtere de krav, som omgivelserne stiller.  Noget, vi mener, har stor betydning for deres muligheder fremover i deres uddannelse og liv.

Vi kalder projektet for “Nørhalne-barnet”. Det gør vi af to grunde:

  1. Fordi vi synes børnene i Nørhalne allerede kan noget helt særligt. De er veltalende og argumenterende, har selvværd, har noget på hjertet, passer på hinanden og så er de fagligt dygtige. Det kommer fra jer, fra os, fra byen, og dens helt særlige DNA.
  2. Fordi vi har den særlige fordel at have børnene i vores institution fra de er helt små. Dvs. vi, i samarbejde med jer, kan dyrke nogle kompetencer hos børnene fra de er 1 eller 3 år gamle til de går ud af 6. klasse. Det oplever vi som en kæmpe fordel i bestræbelserne på at give børnene i Nørhalne disse kompetencer.

Og hvad skal Nørhalne-barnet så kunne?

Overskrifterne på Nørhalne-barnet er blevet:

-          Selvstændighed - “Jeg forsøger selv”

-          Turde lave fejl - “Jeg kan godt” “Hvis det er forkert, så prøver jeg bare igen”

-          Robusthed - “Det må godt gøre lidt nas” “Det er okay, at det er svært eller træls”

-          Udsætte egne behov - “Der er også andre end mig”

-          Respekt for sig selv og andre - “Jeg siger min mening og lytter på andres”

-          Vil og kan fællesskabet - “Jeg hjælper med, at vi alle har det godt”

-          Selvreflekterende - “Jeg ved, hvad jeg er god til, og hvad jeg skal øve - og det øver jeg”

-          Udholdende/vedholdende - “Man skal øve sig for at blive god - nogle gange mange gange”.

Helt overordnet kalder vi ovenstående for evnen til at kunne selvregulere.

Forskning viser, at børns kompetencer ind i evnen til at kunne regulere sig selv, jvf. ovenstående, har større effekt på deres succes i uddannelse og livet end deres IQ har.  

Nu må I ikke tro, at det er på bekostning af den  nuværende læring og leg eller den fagfaglige undervisning i skolen - det er det ikke. Men ovenstående kommer til at blive dyrket i hele vores tilgang til barnet. Vi kommer også til at tale med jer forældre om, hvordan vi kan støtte hinanden i dette projekt - for det er et fælles projekt og lykkes kun rigtigt, hvis vi formår at støtte hinanden i at hjælpe børnene med dette.

Det her er noget, vi tror på. Det er ikke noget som har en effekt i morgen, men på den lange bane, så er vi sikre på, at vi sammen kommer til at give børnene i Nørhalne nogle kompetencer som er særlige for dem, og som de kommer til at profitere stort af.

 

 

Dokumenter

Plakat Nørhalnebarnet.pdf

Shape Created with Sketch.